Den store bagedag

Verdens bedste gulerodsboller



Skulle til julefrokost ved min mormor og morfar i går, så jeg lovede at bage nogle gode gulerodsboller til børnene.
De minder rigtig meget om Sallings gulerodsbrud, hvis I har smagt dem.
De er super nemme at lave, og så skal de kun hæve i en halv time.


Ingredienser til ca. 18 store brud:

Selve dejen:
100 g gær
5 dl lunkent vand
1 dl olie
4 tsk salt
4 spsk sukker
1 kg god økologisk mel

Hæves 30 minutter

Efter hævning:
2 gode økologiske æg
200 g revne gulerødder
100 g solsikkekerner

Bag dem i en 225 grader varm ovn i ca. 12-15 min.

Find en stor skål frem og lad gæren opløse sig i det lunkne vand. Tilsæt herefter olie, salt, sukker og tilsidst mel. Ælt dejen godt sammen. Den skal være smidig.

Når dejen er samlet godt, lader du den hæve i skålen i 30 minutter med et viskestykke over.

I mellemtiden tænder du ovnen på 225 grader og ligger bagepapir på bagepladerne. Riv gulerødderne og mål solsikkekernerne op. Så det er klar.

Når dejen er klar, tager du den ud af skålen og ælter den kort igen – bare for at slå lidt af luften ud. Tilbage i skålen igen og hæld derefter 2 hele æg, gulerødder og kerner op i dejen og ælt. Det er en noget fedtet oplevelse og dejen skiller nærmest. Sådan skal den gøre!

Tag en klump evt. med en ske og læg dem på bagepladerne. Du kan ikke forme fine runde boller af denne dej - Du må leve med at disse bliver rustikke og slet ikke ens.
De hæver godt i ovnen, så husk at sørge for et mellemrum mellem bollerne/brudene. Jeg plejer at have ca. 6 stk på en plade.

Man kan selvfølgelig bruge dem til sandwichboller, men de har så meget smag i sig selv, at de er helt igennem fantastiske, at spise uden noget som helst! De er sprøde og gyldne uden på og saftige og bløde indeni. Mums!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar